“Du er nervøs”
“Ja det er jeg.”
Det var tydeligt at jeg allerede inden, havde problemer med at multitaske og blev en anelse distræt af at skulle samtale og samtidig få lukket og sat lås på mit skab i klubben
“Det er godt, Det skal du helst være.”
“Ja, ellers kunne vi lige så godt lade være.”
Jeg har ikke haft en alvorligt blå røv i lang tid. Det er samtidigt også længe siden at jeg har fået pisk, så jeg virkelig kunne mærke det og ikke har skullet tage hensyn til mine naboer. Så da jeg fik tilbuddet om at få det afprøvet igen i en klub, så var det egentlig ikke ret svært at sige ja. Og nu var vi så langt at jeg skulle til at forberede mig på, at det kom til at gøre ondt.
“Det er nu du har muligheden for at fortryde at du sagde ja”
“Det fortryder jeg ikke.”
Og så fik jeg manchetter på hænder og fødder. Flere gange måtte jeg tage mig selv i ikke at grine rigtig meget. Det er så latterligt at jeg dels både griner, når jeg bliver nervøs eller også prøver jeg at tale mig igennem det. Ingen af delene ville hjælpe mig ret meget nu. Og sket ikke det der grineri!
De første slag med en pisk ramte min røv.
Damn… Jeg havde lige glemt hvor herrenas sådan en pisk gør! Samtidig med at jeg fik de første kuldegysninger. Mit hår var bundet i en hestehale, som var bundet fast til en bjælke i loftet og mine hænder fixeret i manchetter samme med ringen i et halsbånd. Jeg løb ingen steder!
Han pressede et par fingre op i min fisse.
“Du er allerede våd. Er du en lille tøjte?”
Det eneste jeg overskuede at svare var…
“Mmmmmmmm…”
Og så kom reglerne… Hans lorte fucking regler, som jeg allerede hadede, da jeg hørte dem første gang og allerede dér fik lyst til at kalde ham en idiot og et pikhovede. Det var pænt klogt at finde en hurtig måde at forlige sig med dem på. Pikhovede og idiot er ikke rigtig velvalgt at svare 😉
Og helt ærligt! Regler er jo helt klart sadisten vej til at få det som han vil have det og for at det skal gå galt, så der kan blive afstraffet. PIKHOVEDE! Og forbandede lede paddle han fandt til at straffe med. Den kom til at få min indre smerteluder til at blive hysterisk og dernæst… Medgørlig. Den var ikke meget større end et lille smørebræt med greb. Jeg kunne godt have haft en halv flaske snaps til det stykke smørebrød 🙂
“Du skal ikke flytte hovedet når jeg smækker dig lussinger! Vi prøver igen! Kig mig i øjnene imens!”
Det konflikter med alt det jeg elsker at hade ved lussinger. Ventetiden! Og så at være pænt filterløs samtidig, så jeg skal koncentere mig for ikke at have et dumt grin om munden, som nok ikke rigtig gør noget godt for, at se frem til nogen formildende omstændigheder om at den ikke kommer til at gøre herrenas… Igen!”
I mit hovede foregik nogenlunde følgende:
…Jeg kan simpelthen ikke holde øjenkontakt med ham, for at så knækker jeg sammen af grin. Hvorfor fanden reagerer jeg sådan? Er det fordi jeg er bange for at det gør ondt? FUCK, han slår mig lige om lidt. Hvis jeg griner, så straffer han mig med det der smørrebræt.. Fuck fuck fuck!”
*Smak!*
Lussingen sad præcist som den skulle.
“Av!”
“Du glemte at sige tak!”
Og så brød helvede for alvor løs…
Med røven i vejret fik jeg fem slag med paddlen, som jeg indædt hadede hvert eneste af. Men som unægteligt gjorde noget ved min vilje til at samarbejde. Dernæst kom “The fist” Fantastisk stykke pisk. Jeg kunne mærke min røv blive banket op igennem halsen på mig, hvis jeg skal skrive noget, som nærmer sig hvordan det føles i øjeblikket og så efterlader den en varme, som enhver painslut elsker.
Og dernæst et adrenalinkick på en måde, som overfladesmerte med en paddle kun giver en brøkdel af. Kombination af overflade- og muskelsmerte er den direkte vej til helvede. Vejen til at komme til at elske det man hader og hade det man elsker. Farvel pæne dukkehoved og Hej! Adrenalinsvævende Smerteluder!
Og så blandede en kvinde sig, som jeg kom til at hade på højde med idioten med smørebrættet. Hendes forbandede lange negle fik hun placeret oven i de første blodsprægninger, som de omtalte bag mig, men ikke med mig. Idioter! Og AV! Eller… Aaaah! Jeg var ved at nå et punkt hvor min liderlighed skulle afgøre hvor min smertegrænse var.
Og alt imens, det blev sværere og sværere at huske på regler og forholdsvis simple systemer for ikke at blive straffet. For helvede hvor slog han hårdt! Jeg kunne mærke at tårerne begyndte at løbe, og jeg hørte mig selv være snottet. Nu havde han mig derude, hvor jeg ikke længere var helt sikker på hvad det næste var min krop ville reagere med.
“Du kommer ikke uden at få lov!”
Og bedst som jeg tænkte at det havde jeg HELT styr på ikke at gøre, så flyttede han vibratoren bare en lille smule og skruede op for styrken og så var min kontrol sendt til helvede!
“Hvis du kommer, så straffer jeg dig!”
Lynhurtig konsekvens-beregning: Dén orgasme er ikke det der smørrebræt værd! Jeg kan godt holde mig.
Men så skete dét at jeg havde forregnet med… Der var mere styrke tilbage at skrue op for. FUUUUCK! Og så var jeg nano-sekunder fra at komme…
“Du kan bare be mig om at flytte den, hvis du ikke vil straffes for at komme…”
Lede ækle stodder!
“Så flyt den for helvede!” Og i et splitsekund hurtigere end jeg kunne nå at komme, så var den væk og min krop gik i en særlig tilstand, som nok mest handler om at mit hovede stadig ikke helt har opgivet at få kontrol og samtidig ved kroppen godt at den næste slags smerte er på vej. Og oveni det, forventes det også at der kommer de rette ord ud af min mund… Go to fucking hell, idiot!
Og ganske rigtigt…
“Hvor mange slag skal en orgasme koste?”
Et spanskrør rørte min forslåede røv. Jeg tog mig rigtig lang betænkningstid. Spanskrør… Der er intet i denne verden der er mere afskyeligt end den smerte! Mit første bud var… Surpise!
“Et!”
“Det kan det godt være, men så slår jeg altså til”
“Så TRE… ” Jeg kunne mærke min krop gå i en blanding af panik og liderlighed
Det første slag trak tårer helt op til øjnene og efterlod mig i en rus, hvor jeg græd. Det eneste jeg kunne høre var mit eget skrig og tårer der væltede ned over mine kinder. Alt i mens var filteret faldet, så jeg skreg: Aaaaaaav! Uanset om han slog mig eller ej. Jeg sparkede rundt med begge ben, mens jeg skiftede mellem Aaaav og Neeej, mens han bare stod og kiggede på det teater jeg var igang med.
Slag nr 2. tilføjede et yderligere spark udover kanten. Jeg måtte dér samle mig og stille mig selv spørgsmålet om det var fedt at komme længere ud end dét jeg var lige nu. Jeg tog en dyb indånding og var ikke et sekund i tvivl. I´m on the highway to hell!
3! Og dér gik min krop for alvor i submode. Jeg kan svagt huske hvad der skete. Men en fornemmelse af at jeg bare havde lyst til at græde i 100 år, samtidig med at adrenalin og smerte fik min krop ud på en rutsjetur, som gjorde mig ude af stand til at sanse andet end at jeg græd og var et dejligt sted.
Og så… Fik jeg lov til at komme 🙂
Efter dét hev han mig op så vi stod overfor hinanden, så vi igen havde øjenkontakt.
“Det er tilladt at græde.”
Jeg kiggede ned, mens jeg havde en fornemmelse af at tårerne løb ned af mine kinder. Jeg forsøgte at samle mig, for at kigge ham i øjnene. Og så skete der noget vanvittigt!
“Kan jeg få en time-out?”
“Det kan du godt”
Og så gik jeg fra at være stortudende til et kæmpe anfald af latter, som var helt uden filter. Hvad fanden sker der!? Jeg tror jeg var mere forundret end han var, for alt jeg oplevede var at han tog det helt roligt med et smil om munden.
“Det koster noget at holde pause.”
På mine brystvorter kom der klemmer, som han højst sandsynligt havde købt samme sted som smørebrættet… I helvede! Av for helvede!
Og så ramte jeg nok lige efter et punkt, hvor jeg havde fået nok. Min hjerne stod stille og jeg nåede til at punkt hvor min indre smerteluder var træt og brugt og hvor vi meget belejligt kunne være meget mere lavtflyvende, uden at der behøvede at ske ret meget mere.
I kategorien: “Ikke ret meget mere” er så at han fik strøm til på hans brystvorter… (Jeg havde også min taske med!) og vi fik afprøvet om det er en smerte han kan gå til helvede med. Det tror jeg bestemt det er, udfra det smørede grin han havde imens, som indimellem blev afløst af en grimasse som tydeligvis kæmpede med at der var nye bølger af strøm i hans brystvorter, så snart han slappede bare lidt af. Det var befriende og herligt uformelt at vende rollerne til noget mere ligeværdigt. For jeg var træt og smerte-mæt.
Og så vendte livet udenfor klubbens mørke tilbage igen, efter at vi havde fået tøj på og kom ud på gaden. Jeg cyklede fra klubben med et smil om munden, der var lidt bredere end da jeg kom og med en fornemmelse i kroppen af at have fået afløb for en hel masse, som gør at smerte aldrig går af mode i mit dukkeliv… Og…
…Det gør mænd og mærker heller ikke!
Jeg behøvede ikke at bekymre mig om at fryse røven de næste par dage uanset om jeg kom til at sætte mig i en snedrive… 😉
Stjerneskud og Vildskud 