Of all the worlds you could have chosen to step into… You stepped into mine.
Min hjerne føles som modellervoks og mine dukkefingre er slidt lige lange efter en dag i dukkehuset. Jeg havde en skøn weekend, som udartede sig noget mere spontant end først antaget. Jeg gad ærligt ikke, at skulle tidligt op en lørdag morgen for at tage til undervisning. Men jeg var samtidig voksenpraktisk nok til at vide at “Har do søj A, må du å si B” (På dansk: Få fingeren ud og kom afsted!)
Hele undervisningen blev herligt gennemført med et smil om munden, som jeg svært kunne skjule. Jeg mødtes med Mr. Big på vejen og vi synkroniserede hurtigt vores tanker om dagen og at de bedst kunne fordøjes i hinandens selskab efterfølgende. Han underviste i sammenhængen mellem naturvidenskab, sociologi og samfundsfag, og hvordan det bruges bedst på alt fra børn i trods-alderen til den voksne mand, som man bare har lyst til at lukke munden på, så de/han aldrig nogensinde bliver i tvivl om at man har svaret på ALT, de har behov for at vide, når de spør.
Vi er altid kun 11 spørgsmål fra at havne ved “The Big Bang” eller hvad man nu tror på det hele startede med.
Helt således forholdt det sig ikke med selskabet efterfølgende. Vi havde ét spørgsmål til hinanden og ca 11 forskellige svar. Where do we go from here? Og svaret er: Vi går ingen steder, fordi lige nu er det ret fantastisk, som det er. Og først idag fik jeg den helt landet i et længere svar til ham om hvad habitus-begrebet og ødipus-komplekset kan gavne og ikke gavne. Begge dele egner sig fremragende til at kigge bagud og forstå følelser og handlinger, når de ER sket. But you can´t google the solution to other people´s feelings. Heller ikke psykologens følelser.
Det som Mr. Big kan og har en slags monopol på at have frembragt er: Min 30-års krise! Ønsket om at få ham tæt på, men have svært ved regnestykket om hvor han skulle placeres. Jeg elskede nærværet fra en mand, som jeg ønskede at lukke ind i mit liv, men jeg anede ikke hvordan fanden jeg skulle gøre det, uden at der blev en masse larm og støj. Som han så herligt forklarede det i lørdags: “Det var som om der altid var én eller to elefanter i rummet sammen med os, når jeg forsøgte at tale med dig om det.” Og jeg svarede med:” Du svarede jo aldrig konkret på noget af det jeg spurgte dig om!?” Bang! 30-års krise! Tak for dén Hr. Møg-psykolog! Idag er jeg super glad for at den krise blev med ham og om ham, fordi det er fedt at vi kan tale om min 30-års krise og hans 40-års krise med samme åbne tilgang, som det sex vi har og nu begge kan tåle at høre svarene på.
Jeg nyder godt af hans selskab på den forskruede herlige måde, hvor han holder liv i prinsessedrømmen, uden at den omhandler ham. Han er præcis så indbydende, at jeg vil vove en påstand om at hverken cølibat eller ægteskab ville kunne ændre på at jeg, når jeg ser ham tænker: Jeg ku godt…
Den dag prinsessedrømmen er opfyldt er det ikke ægteskabet, der er afgørende for om det bliver ved tanken, men manden.
Stjerneskud og Vildskud 